Gai + Lisva

Bettina Aagard Jensen

“AT VÆRE SELVSTÆNDIG ER OGSÅ EN LIVSDRØM – EN PASSION – SÅ MAN KAN JO IKKE BARE LADE VÆRE MED AT FÅ NYE IDEER, SELVOM MAN HAR SAGT AT MAN HOLDER FRI. IDÉGENERERINGEN FOREGÅR ALTID – OG IKKE EFTER EN BESTEMT KALENDER”

Bettina er founder af det skønne og bæredygtige brand Nordic Basic Wear A/S – Gai + Lisva. I dette interview kan du læse, hvordan hun har skabt en god og sund forretning med fokus på design og ansvarlighed.

Navn: Bettina Aagaard Jensen

Titel: CEO og ejer

Alder: 48 år

Uddannelse: Markedsøkonom, HDA og HDO fra Handelshøjskolen i Aarhus

Virksomhed: Nordic Basic Wear A/S – GAI+LISVA

By: Aarhus

Hvordan opstod ideen til Gai+Lisva? 

Jeg har altid vidst, at jeg skulle være iværksætter – selvstændig og kvinde i eget hus. Efter en række år i Dansk Supermarked med indkøb, valgte jeg derfor at springe ud i det.

Jeg er opvokset i en familie, der har været iværksættere gennem flere generationer, og derfor var det helt naturligt for mig, at jeg skulle skabe mit eget.

GAI+LISVA var oprindeligt et retail-koncept. De første år åbnede vi hurtigt flere butikker i Aarhus, som alle forhandlede tøj, sko og livsstilsprodukter af høj kvalitet. Når vi var ude at købe ind til vores butikker, oplevede vi dog hurtigt et hul i markedet. Der var et behov for tidløse basics og strik af høj kvalitet, som vi kunne sælge til overkommelige priser.

Dermed blev tøjmærket GAI+LISVA skabt. Vores brand blev i de første mange år kun forhandlet i vores egne butikker samt på vores website. Først i sensommeren 2013 blev GAI+LISVA præsenteret på modemessen i København.

Fundamentet for vores virksomhed er skabt gennem generationer, og GAI+LISVA var navnene på de to huse, som vores bedsteforældre ejede og boede i. Det var dem der startede det entreprenante og de værdisæt, som vores virksomhed i dag er funderet på.

Hvad er succes for dig – og hvad er du mest stolt af?

Jeg er typen, som ikke giver op, når der er noget, jeg har sat mig for. Jeg tænker, at successen altid ligger lidt længere væk, end jeg kan nå, og det giver mig motivation og drivkraft. Min succes er, at jeg hele tiden har haft et billede af den virksomhed, vi gerne vil opbygge. Og at vi hele tiden udvikler og tilpasser den, så vi kommer endnu tættere på den vision og de mål, vi har sat os.

Vores succes består af vedholdenhed og af at kunne se virksomheden for os.

Vi vil gerne skabe en god og sund forretning, som er funderet på nogle værdier, som vi står inde for. Jeg vil nyde at gå på arbejde og blive inspireret af de mennesker, jeg samarbejder med – både på kontoret og rundt omkring i verden. At møde fremmed kulturer og andre menneskesyn. Den succes synes jeg allerede, at vi har opnået.

Hvad er det bedste råd, du har fået, som har hjulpet dig med at nå dertil, hvor du er i dag?

Jeg er egentlig meget ”selvgjort”, så jeg har ikke en egentlig mentor eller et forbillede. Jeg er et produkt af den opdragelse og de værdier, jeg er vokset op med. Og den erfaring, jeg har taget med mig fra uddannelse og tidligere erhverv.

Men uden min ildhu, mit drive og min evne til konstant at rejse mig trods udfordringer og fejl, var jeg ikke nået dertil, hvor jer er i dag.

Hvilket råd vil du give til andre kvinder, som ønsker at starte som selvstændige?

Vær fokuseret og dedikeret omkring din drøm. Få din drøm tydeliggjort. Og rådfør dig med dit netværk.

Hvad gør du, når du mangler inspiration eller sidder fast?

Jeg henter meget energi og inspiration i mit netværk. Når noget er svært, åbner jeg op og fortæller. Og det giver mig rigtigt meget retur.

Derudover henter jeg meget inspiration og energi i at rejse, se nye steder og møde nye mennesker og kulturer. Det giver mig inspiration og appetit på livet. Naturen er også en væsentlig spiller i min indre kemi. Jeg bruger naturen til at hente energi, inspiration og ro. Det bærer vores brand også præg af. Jeg ser nye mønstre, farver og former i den nordiske natur, som jeg trækker med hjem på kontoret. Og det giver den ro, som jeg er så optaget af at bringe ud til vores omgivelser gennem vores skønne produkter og kvaliteter.

Har du oplevet, at en fejl har ført til en succes?

Som selvstændig kan det være svært at tale om fejl som enkeltstående fejl eller situationer. Det er nærmere sådan, at man i sin rejse med sin virksomhed hele tiden træffer beslutninger, som former virksomheden og én selv. Så måske er det ikke fejl, men blot en erfaring man lærer af, og som bringer en til noget nyt.

Som selvstændig er man nødt til hele tiden at have modet til at afprøve forskellige modeller for at finde den mest rigtige. Nogle gange er vejen mere snoet og kringlet end andre. Men vigtigst er det, at man når målet og ser potentialet.

Hvis man ikke tør begå fejl, skal man ikke starte som selvstændig. Det er en del af både rejsen og motoren i ens udvikling.

Disse to citater siger lidt om det:

“Anyone who has never made a mistake, has never tried anything new” 
– Einstein

“There is a crack in everything, that’s how the light gets in”
– Cohen

Hvad har været din største udfordring? 

At skabe et brand i dag kræver 100% fokus og beslutsomhed. Vi lever i en foranderlig verden, så noget, der kan virke rigtigt den ene dag, kan være helt forkert den næste. En stor udfordring har været at turde at holde fast i de første tanker og idéer, som i dag er grundlæggende for vores brand. Bæredygtighed, få årlige kollektioner og designs og kvaliteter, der kan bruges igen og igen, var for få år siden fuldstændig utænkeligt, hvis man ønskede at skabe en succes. Vi tog springet, og i dag er vi stolte og glade for den beslutning.

Ud over det er tiden nu med Covid-19 en af de udfordringer, som jeg har følt mig mest magtesløs i, da jeg har haft svært ved at handle mig ud af de mange nye problemstillinger.

Vi har været meget optaget af at bruge krisen til at blive klogere på vores forretning – både det interne og eksterne. Og derudover har vi brugt krisen til at tænke forandring – for forandring giver udvikling. Derfor er det en succes for mig, at vi har formået at komme styrket igennem krisen og flytte os meget hurtigere, end hvis krisen ikke havde ramt.

Har du måttet opgive noget for at være selvstændig?

 At være selvstændig, kæreste og mor på samme tid er en hårfin balance. Det har ikke altid været nemt – og slet ikke, når man selv sætter tårnhøje krav op om at skabe succes på alle parametre. Det er nærmest en umulighed. Men med tiden har jeg fundet balancen og roen i, at det også er ok, at alting ikke altid ”spiller max”. Det er ok at være følsom og sårbar – at være menneske.

 At være selvstændig er en livsstil som både indeholder fordele og ulemper. Det er ikke et 8-16 job, men man er princippet altid på arbejde. Som jeg bliver ældre, bliver jeg bedre til at prioritere og være i nuet, når det kræves.

At være selvstændig er også en livsdrøm – en passion – så man kan jo ikke bare lade være med at få nye ideer, selvom man har sagt, at man holder fri. Idégenereringen foregår altid og ikke efter en bestemt kalender.

Det at være selvstændig repræsenterer også en stor frihed til selv at planlægge, tage egne beslutninger og ikke være underlagt andre.

Hvem bliver du inspireret af – professionelt og personligt?

I mit professionelle virke bliver jeg inspireret af mit netværk, min familie, mine kollegaer og af den gode historie. Samtale, dialog og netværksgrupper giver mig meget inspiration til idégenerering, forandring og udvikling.

Som privatperson bliver jeg meget inspireret af historie, både dansk og europæisk historie – og særligt Mellemøstens mystik. Derudover har diverse kvindefortællinger min fascination.

Hvilke sociale medier bruger du – og hvordan?

Brugen af de sociale medier er afgørende i dag, hvis du vil opnå succes med dit brand. Vi benytter både Linkedin, Facebook, Pinterest og Instagram afhængigt af, hvilket budskab vi ønsker formidle.

Hvad er dit favoritcitat/motto/ordsprog?

“Hvis ikke mulighederne banker på – så byg en dør.” – Milton Berle

Et ordsprog, som vi i høj grad har benyttet under COVID-19.

***

Vil du vide mere om Gai+Lisva?

Jeg er virkelig imponeret over Gai+Lisvas måde at drive en bæredygtig forretning på. De formår virkelig at skabe både smukke og ansvarlige kollektioner.

Gai og Lisva er i høj grad en virksomhed, som både har fokus på æstetik og bæredygtighed. Og de er yderst opmærksomme på de fodspor, de efterlader. For at gøre deres produktioner og produkter mere gennemsigtige, har de tilmed udviklet deres egne ansvarsikoner.

Du kan se dem på deres hjemmeside her : Bæredygtige ikoner

Gai+Lisva

Instagram:

@gai.lisva

Stifter

Kristine Bach

Telefon

Tilbage til toppen

© 2020 · Design af Unseen Studio I/S