Fotograf og grafiker

Inge Lynggaard Hansen

 “Som selvstændig skal man have lidt is i maven. Opgaverne begynder at dukke op, efterhånden som folk finder ud af, at man kan noget særligt. Og det tror jeg, vi alle kan.”

Første gang, jeg mødte Inge, var på et Photoshop-kursus, hvor hun var underviser, og jeg var elev. I samme forbindelse fandt jeg ud af, at hun var fotograf, og jeg hyrede hende ind til to opgaver i mit firma. Sidenhen er hun dukket op alle mulige steder i mit netværk.

Inge har en personlighed, som gør at du føler dig tryg og i gode hænder, når du arbejder med hende. I dette interview kan du læse om hendes  opgaver som fotograf. Og så får du gode råd til, hvordan du kan skrive en bog – dem har hun nemlig også skrevet en del af.

Navn: Inge Lynggaard Hansen                       

Titel: Fotograf / Grafiker

Alder: 54 år

Uddannelse: Uddannet grafiker

Virksomhed: Inge Lynggaard Hansen

By: Aarhus

Du arbejder både som fotograf, underviser i grafiske programmer og hjælper virksomheder med grafisk design. Hvordan har dit forretningskoncept udviklet sig hen ad vejen?

Jeg gik i sin tid i gang med uddannelsen som fotograf, men kunne ikke få en læreplads. Derfor blev jeg grafiker i stedet.

I dag bruger jeg min tid nogenlunde ligeligt fordelt som grafiker og fotograf. Og så underviser jeg i fotografering, brainstorming, farvepsykologi, grafik, programlære med mere.

Du har lavet flere bøger. Hvordan har du grebet den proces an?

Det har vist sig at være en god kombination at kunne fotografere og arbejde grafisk efterfølgende. For så kan jeg tage billederne med layoutet inde i hovedet.

Så dét at designe bøger, som jeg også tager billeder til, har udfyldt et lille specialområde, som ikke så mange andre tilbyder.

Jeg udgav en persisk kogebog for to år siden, hvor jeg selv har skrevet, tilberedt maden, stylet, fotograferet og sat det grafiske op. Så kunne forlaget bare trykke på knappen og udgive den.

Det samme har jeg gjort med en kogebog kaldet “Mors kogebog”, som udkommer i november .

Den er egentligt skrevet til den del af min familie, som er udvandret af Danmark gennem flere generationer. Der går faktisk kun en enkelt generation, før alt det danske er glemt. Og det gav mig ideen om at proppe lidt af vores kultur og mad ned i halsen på dem – på en visuelt behagelig måde.

Bogen er fuld af opskrifter på god dansk mad, og den fortæller om danske skikke og traditionerr, for eksempel at skrive gækkebreve. Og så er den personlig, fordi jeg har taget udgangspunkt i min egen barndom og min egen familie. Derfor er der lidt anekdoter knyttet til undervejs. Min mor var rødstrømpe og med i kvindegrupper – det fortæller den også om.

Vi har lavet den både på engelsk og dansk, så man også kan bruge den til at lære dansk med. Så kan man give den til udenlandske gæster eller familie, som bor langt væk. Eller måske bare ens børn, når de flytter hjemmefra.

Det er ikke noget, jeg bliver rig af, men det giver afløb for en kunstnerisk udfoldelse, som jeg er super taknemmelig for at kunne slippe løs.

Mors kogebog udkommer i november 2021

Hvad er dine bedste råd til andre der gerne vil skrive en bog?

Der er faktisk seks ting, jeg har lyst til at fremhæve:

1: Du skal have noget på hjerte!

2: Bare begynd at skrive – skriv når du er inspireret og har tid til at give dig hen til det, du skriver om. Nogle mennesker formår at sætte sig til at skrive med en stærk disciplin, og det er fantastisk. Jeg har selv skrevet, når jeg var inspireret

3: Vent med at kontakte et forlag, til du har en masse at vise. Hvis du først har en kontrakt og en deadline, så fungerer hippie-reglen om at skrive, “når du er inspireret” ikke længere. Jeg skrev min persiske kogebog først – og præsenterede den dernæst for forlaget, som heldigvis sagde ja tak. Den nye kogebog skrev jeg kontrakt om først. Og så gik jeg i gang. Derfor har jeg været mega stresset indimellem, fordi jeg skulle færdiggøre nogle billeder og tekster, mens jeg havde travlt med mit “normale” arbejde.

4: Hav god tålmodighed – det kan let tage to år, før din bog har taget form – alt efter, hvad du har på hjerte

5: Hvis du ikke kan få et forlag til at udgive bogen, så overvej at gøre det selv. Det fungerer fint for mange, og succesen afhænger lidt af, hvor stort et netværk, du har. Hvor meget vil de hjælpe, hvor meget vil de dele på sociale medier osv. Der er et større arbejde selv at udgive, men indtjeningen er også bedre.

6: Du bliver ikke super rig af at skrive en kogebog. Så derfor råder jeg også til, at du skriver fordi, du har lyst og ikke kan lade være. Så kan du blive overrasket, hvis du tjener kassen på bogen. Det skete for min datter, der udgav en bog som 16 årig. Den har nu solgt mere end 18.000 eksemplarer i Danmark og bliver udgivet i Tyskland til oktober.

Inge var i Italien tre gange for at tage billeder til bogen om Marcello Passalina

Hvad er succes for dig?

Succes er kedeligt at dele med sig selv, og det får først værdi, når du kan se værdien i det for andre. Enten ved at skabe noget, som andre kan lide, eller ved at hjælpe andre i gang med noget, der får dem til at flyve.

Succes for mig er derfor, når jeg kan hjælpe andre til at blive bedre! Hvis jeg kan skubbe på de rigtige steder, så synes jeg, det lykkes. Jeg elsker at dele andres succes.

Jeg elsker også, når jeg rammer et portræt af et menneske, der virkelig kan spejle sig selv i billedets udtryk. Jeg skrev på et tidspunkt en bog om Iran med en masse billeder i. Jeg tog den med på en af mine rejser derned og gav den til en af de arbejdende tæppe-væverskere, der sad ude i en lille landsby i ørkenen og vævede tæpper. Synet af hendes ansigt, da hun så sig selv på en helside i en bog, som var på dansk – det syn glemmer jeg aldrig! Det er for mig en succes at glæde et andet menneske så meget.

Hvad er du mest stolt af?

Min datter udtrykte som 14-årig nogle tanker om dét at være teenager samtidig med, at ens forældre er i panik-/overgangsalderen. Jeg foreslog hende at skrive en bog om disse tanker og få den udgivet. Det lykkedes hende at gøre det, og den lå øverst på bestsellerlisten i mange uger – foran Harry Potter og Ternet Ninja. Det var jeg stolt over. Men bog eller ej: Jeg tænker, at vi som forældre er stolte af vores børn fra det øjeblik, de bliver født. Sådan er det også for mig.

Laura Vilsbæk, som du også kan læse om i et af de tidligere interviews, Foto: Inge Lynggaard Hansen

Hvilke råd vil du give til andre, som drømmer om at blive selvstændige?

Det er så fortærsket at bruge Nikes slidte “Just do it“. Men jeg kan se, at mange tænker alt for længe over, om de tør blive selvstændige. De drømmer om at blive det, men tør ikke helt. Den frygt havde jeg heldigvis ikke selv.

Jeg blev selvstændig, da jeg stod i værst tænkelige situation: Jeg var netop blevet alenemor til to børn, havde lige sprængt achillescenen og gik derfor med krykker osv. Jeg havde med andre ord slet ikke en plan B. Og alligevel var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle denne vej. Det er 15 år siden.

 Mit drive er: “HVAD kan jeg lide at lave? Og HVORDAN kan jeg gøre det til min levevej?”

Det har været et bevidst top-of-mind-valg i alt, hvad jeg har beskæftiget mig med, siden jeg blev selvstændig. Og jeg synes, det er utrolig vigtigt, at man altid stræber efter at arbejde med noget, som man godt kan lide at lave.

På den måde er jeg selv kommet til at arbejde med meget forskelligt. Du skal dygtiggøre dig – det giver sig selv – og med lidt is i maven begynder opgaverne at dukke op, efterhånden som folk finder ud af, at du kan noget særligt. Og det tror jeg, vi alle kan. Vi skal bare lige finde ud af, hvad det er.

For eksempel var jeg i Iran på en rejse med mine datter for nogle år siden. Jeg taler og skriver farsi, fordi jeg havde en iransk kæreste for 30 år siden. Jeg fandt ud af, at jeg kunne kombinere en masse af det, jeg kan: Jeg kan godt lide at rejse, jeg taler sproget, jeg har en masse viden om et land langt herfra, jeg er udadvendt og jeg befinder mig godt med at tage ansvar. Det blev til et rejseleder-bijob, som jeg har haft i 5 år, og som har beriget mig med otte rejser til Iran med en gruppe på 20 gæster hver gang.

Anja Ringgren Lovén – Foto: Inge Lynggaard Hansen

Hvad har været din største udfordring? Noget som måske har holdt dig vågen om natten?

Jeg har alt for svært ved at sige nej!

Når folk taler om at tage ja-hatten på, så ville jeg ønske, at jeg havde en “nej-hat”.

Alt for ofte har jeg lovet mig selv væk i 28 timer i døgnet. Det betyder, at jeg tager tid enten fra den vigtige søvn eller fra samværet med familien. Det er simpelthen så åndssvagt, at man i en alder af 54 år ikke har fået det lært endnu. Jeg ligger nogle gange vågen om natten for at få tids-regnestykket til at gå op. Jeg elsker mit arbejde og tager alt for mange opgaver ind, fordi jeg synes det er SÅ spændende. Men jeg synes jo også, at det er spændende at være sammen med mennesker, jeg holder af. Så det er en udfordring som jeg konstant arbejder på at blive bedre til at håndtere.

Sanne Salomonsen i et smukt scenelys. Foto: Inge Lynggaard Hansen

Hvem bliver du inspireret af – professionelt og personligt?

Jeg underviser på en skole i Haderslev, der hedder Skolen for visuel kommunikation og design. De samler en masse dygtige unge mennesker på dette sted og hyrer mange gæstelærere ind. Jeg underviser en hel uge af gangen. Det giver mig helt utroligt meget. Dels glæden over at kunne dele ud af min viden, men også at få så meget igen. De aner ikke, hvor meget de giver mig. Det er en gave.

Men derudover bliver jeg ofte inspireret af de kunder, der skal fotograferes – mange har selv ønsker om noget specifikt og så løser vi det sammen. De har måske nogle locations, som er superfede og hvor billederne nærmest bare tager sig selv. Og så er der musikbillederne, som også er inspirerende at lave – enten pga et udtryksfuldt ansigt/tøj/lys eller andet som gør billedet specielt.

Har du måttet opgive noget for at være selvstændig?

Jeg har opgivet at komme i en størrelse 36 igen… Jeg kan ikke løse gåden med at få work-life-balance til at gå op. Jeg fokuserer på at komme ud at gå en tur hver dag, men ofte ryger fokus i stedet over på den korrektur, der lige er kommet tilbage. Eller den redigering af nogle billeder, som jeg lige kan nå inden jeg skal lave aftensmad.

Inge tager løbende billeder for webshoppen: www.lullabyplanet.dk 

Hvad gør du, når du mangler inspiration eller sidder fast?

Så brainstormer jeg. Enten alene eller med andre. Det er ren teknik.

Det er jo ikke altid, at ens hjerne er super kreativ mandag morgen efter en luksusweekend med pil-selv-rejer, intense samtaler om et liv i Provence og opsamling af hvide sten på en bred sandstrand i Klitmøller. Men så kan man brainstorme eller kigge på Pinterest.

Hvis jeg skal fotografere et ungt menneske, der går på en idrætsuddannelse, så kan jeg finde på at søge på ordet “gul”.

Det har absolut intet med emnet at gøre, men måske kommer der et billede af en gul bold frem, og så får jeg ideen: Aha, jeg vil tage et head-shot af det unge menneske på et grønt gulv med masser af gule bolde omkring sig. Måske tennisbolde. Måske skal man slet ikke kunne se gulvet, men vedkommende skal ligge ovenpå boldene og være iklædt en bluse i kontrastfarve og holde en tennisbold op mod kameraet. Og pludselig kommer ideerne masende og vil ud.

Hvordan henter du energi og lader op?

Når jeg er i vores kolonihave eller ude at rejse, så slapper jeg helt af og kobler tankemylderet fra. Det er fantastisk. Gode snakke gør mig høj af glæde. Jeg kan godt lide at være sammen med andre mennesker og med min familie. Heldigvis har jeg fundet en mand, der har det ligesådan. Så vi har ofte gæster til spisning eller hygge. Det er meget berigende.

Hvilke fremtidsdrømme har du for dit arbejdsliv?

Jeg har sammen med Marcello, som har en italiensk restaurant i Borggade i Aarhus, lavet en bog om Italien, hvor jeg rejste tre gange til Italien og Sardinien. Jeg skulle fotografere vin-, og balsamicoproduktion, på trøffeljagt, besøge en parmesanfabrik, fotografere italiensk mad, opera, belladonna-begrebet, mode og natur osv. Efterfølgende satte jeg bogen op for ham. Det var vildt spændende.

Jeg har også lige layoutet en bog om nordisk strik, som vi i øjeblikket søger penge til at kunne lave, Det vil indebære rejser til Grønland, Færøerne og resten af de skandinaviske lande – det projekt håber jeg, kommer til at gå i opfyldelse.

Den type opgaver er en drøm for mig at lave, så dem vil jeg meget gerne have flere af.

Inge Lynggaard Hansen

Website:

www.lynggaardhansenfoto.dk

Instagram:

@ingelynggaardhansen

LinkedIn:

Inge Lynggaard Hansen

Stifter

Kristine Bach

Telefon

Tilbage til toppen

© 2020 · Design af Unseen Studio I/S