Til dig, som drømmer om at starte virksomhed selv:

10 inspirerende råd fra female founders

Af Kristine Bach, founder, Girl Code

21 inspirerende kvinder har indtil nu fortalt deres iværksætterhistorier på Girlcode.dk.

I denne blogpost samler jeg nogle af deres iværksætteråd – om alt fra worklife-balance til økonomi og netværk.

Når du læser med her på girlcode, er det muligvis fordi, du også går med drømmen om at skabe din egen virksomhed. Eller måske er du allerede startet, men mangler inspiration til at komme videre. Og du vil helt sikkert gerne have succes med din virksomhed.

Vi har alle drømme og mål, som vi gerne vil opnå. Og det er nemt at drømme, men det kan være svært at bevare fokus. Og ofte mister vi desværre motivationen på vejen mod målet.

Jeg lægger selv vægt på at lære af de gode erfaringer, som andre iværksættere har gjort sig. At få den slags vidensdeling i gang er faktisk den vigtigste grund til, at jeg har startet Girl Code.

Indtil nu har 21 dygtige iværksætterkvinder fortalt deres historie her på bloggen. Og der ligger så mange gode erfaringer i deres fortællinger, at jeg har valgt at opsummere nogle af dem i 10 gode råd. Dem få du her.

#1: Mærk efter, hvad driver dig

Det første råd tillader jeg mig selv at give, og det lyder sådan her: Hvis du drømmer om at starte en virksomhed, bør du begynde med at finde ud af, hvorfor din virksomhed skal sættes i verden.

Er det fordi du gerne vil have et arbejde, der giver mening for dig? Har du fået en god idé, som verden har brug for? Eller har du en ambition om at tjene mange penge?

Det er vidt forskelligt, hvad der driver os, og der er ikke noget der er rigtig eller forkert. Min egen oplevelse er dog, at mange af os kvinder har det bedst, når vi arbejder med noget, som gør os stolte og giver os indre glæde.

Så mærk efter, når du beslutter hvilken vej du skal gå for at skabe succes i dit liv.

Mit mål og det, som driver mig i Girl Code, er fx at være inspirator og at få flere kvinder til at skabe den karriere, de drømmer om.

 

Jeg viderebringer iværksætterhistorier fortalt af seje og inspirerende kvinder med et håb om, at deres erfaringer kan inspirere andre kvinder, der går med uforløste drømme.

 

Og det giver både energi og mening for mig.

#2: Vurder helt ærligt, om du er villig til at arbejde meget

På overfladen kan det at være selvstændig godt se ud som en lyserød drøm. Men det er også benhårdt arbejde. Næsten alle de kvinder, som jeg har interviewet, fortæller at de arbejder meget.

Hvis du vil have succes som selvstændig, skal du i de fleste tilfælde være indstillet på lange arbejdsdage – og måske give afkald på fritid, hobbyer og sociale arrangementer i perioder, fordi der simpelthen ikke er tid til det hele.

Mette Skjærbæk, founder af Karmameju, indrammer det fint, når hun siger:

“Mærk efter i dig selv: Er jeg en arbejdshest, eller er jeg egentlig lidt doven anlagt? Begge dele er lige godt. Men som selvstændig kender jeg ikke nogen, som ikke tit tager aftener og weekender i brug. Så det er vigtigt, at du synes, det er fint at arbejde meget.

Har du et fast job som lønmodtager kan du eventuelt udfordre det i en periode og arbejde for dig selv, når du har lagt de normale 37 timer hos din arbejdsgiver. Så kan du se, hvad du synes om det.”

Her er tre andre seje kvinder, der ved, at det kræver hårdt arbejde at få succes:

 

  • Dorte fra KAiKU tog morgentoget til København HVER LØRDAG klokken 7.10, lige tids nok til at hun kunne åbne sin butik i København klokken 11.00.
  • Michelle fra Lillero har haft så travlt i højsæsonen, at hun flere gange ikke har kunnet rumme flere indtryk. Et par gange har hun måttet lave en ”Maude” og gå i seng kl. 18.00
  • Marianne Carøe tager næsten hver aften en pose med hjem med kjoler, der er klar til håndsyning, isyning af knapper m.m. Det er hendes aftenarbejde efter maden.

#3: Prioritér dine aktiviteter, og hold styr på din work-life-balance

At starte en virksomhed tager mange kræfter, og i starten får du næppe meget fritid at gøre med. Men selvom du måske kommer til at arbejde mere end gennemsnittet, får du også en frihed til at vælge hvornår og hvordan, du vil arbejde.

Vær opmærksom på at skabe en fornuftig balance i dit liv, så du ikke brænder ud og ender med at føle dig bagud på alle fronter.

Gode råd fra kvindelige iværksættere omkring work life balance:

Klinkejer og Speciallæge Margrethe Sehested:Husk at passe på dig selv, så du kan balancere det at være selvstændig, kvinde, mor, kæreste, veninde og alt det andet”.

Tina Hueg fra Cocoon Tea Artisans: “Du må prioritere, hvad der er vigtigst for dig Der er jo kun 24 timer i døgnet, så noget må opgives, når man går selvstændig. Jeg har egentlig altid elsket at arbejde og har derfor også arbejdet en del, så jeg arbejder ikke mere end før. Men jeg arbejder på andre tidspunkter. For eksempel når USA eller Japan vågner. Af samme grund går jeg ikke lige så meget ud som førhen. Men jeg prioriterer et dejligt familieliv – med tid til hinanden, for det nyder jeg virkelig”.

Laura Vilsbæk fra nyibestyrelsen.dk: ”Overvej, hvad der driver dig. For mig var det helt klart frihed, og jeg kan stadig blive overrasket over, hvor meget energi, kreativitet og muligheder, der opstår, når jeg har følelsen af frihed. Det er klart den største driver for mig”.

Michelle fra Workhero, som har valgt at sætte sin arbejdstid ned, efter hun fik børn: Succes for mig er at have friheden til at prioritere de ting, der er vigtigst for mig”

Maya Bjørnsten fra Rough Diamonds: “Tro på dig selv, hvis du har en god ide. Men husk, at du skal have dig selv med i processen.”

#4: Vælg, om du skal gå all in eller starte langsomt op

Om du skal starte din virksomhed op i et roligt tempo eller gå all in fra start af, er en smagssag. Du må vurdere hvad der virker for dig. I de interviews, du kan læse her på Girl Code, møder du både kvinder, som har startet langsomt op, og kvinder, der har erfaret, at du ikke kan få success, hvis du ikke går all in:

Den utroligt inspirerende Charlotte Thingvad, som ejer Free Spirit pilates, siger for eksempel:

“Jeg ser desværre mange knække nakken, fordi de tøver og prøver på deltid, imens de holder fast i deres sikkerhed. Hvis du går efter din drøm og springer ud i det, er du nødt til at gøre det 100% uden faldskærm”.

Work hard som Charlotte Thingvad – Ejer Free Spirit Pilates

Jeg har dog også mødt en del kvinder, der er startet med at arbejde hen imod deres drøm i fritiden. Det kan du oftest kun gøre i en periode.  Mette Skjærbæk fra Karmameju anbefaler det til dels, for ved at arbejde med to jobs kan du teste, om du er villig til at arbejde så meget, som det kræver, når du skal være selvstændig.

Helle Rosendahl begyndte med at skrive en bog:

“Det fungerede for mig at bygge en bro, så jeg startede, mens jeg stadig arbejdede i Microsoft. Dengang var målet ikke at blive selvstændig, men blot at skrive en bog. Det ene skridt ledte til det næste – og pludselig fik jeg henvendelser fra virksomheder, der gerne ville have hjælp til deres storytelling”. 

Tina Hueg fra Cocoon Tea Atisans lavede en glidende overgang:

“Ved at lave en glidende overgang, hvor jeg forsatte som konsulent i mediebranchen, fik jeg likviditet til at drive firmaet fra start af. Jeg skulle ikke bekymre mig om det finansielle. I stedet kunne jeg fokusere på produktudvikling og sikre Cocoon Tea Artisans en god start”.

Min egen erfaring er, at hvis du vil have succes, er det fint, at du i den spæde opstart arbejder med dit projekt i din fritid. Men med mindre du er villig til at opgive al din frihed og kun arbejde om aftenen, så kommer du til et punkt, hvor du er nød til at gå ALL IN for at få en rentabel forretning.

Og hvad er det værste, der kan ske? Hvis du har sat et fast beløb af til at etablere din drøm, og det ikke lykkedes, så skal du måske i værste fald lukke din butik, bureau eller whatever ned igen. Men i det mindste prøvede du!

#5: Lav en forretningsplan. Så bliver du langt klogere på din ide!

Når du har styr på dine ønsker til work-life-balance, er det tid til at blive mere praktisk. Og du skal have tænkt din forretningsidé grundigt igennem.

Undersøg markedet, lav din research, tal med banken og tag springet på et velovervejet grundlag, så du kan lade frygten blive derhjemme.

Lav en forretningsplan, hvor du blandt andet beskriver:

  • Hvem er din målgruppe?
  • Hvem er dine konkurrenter?
  • Hvor skal din indtægt komme fra: salg af produkter, service, konsulentydelser eller andet?
  • Hvad vil du i forhold til bæredygtighed, og hvilke begrænsninger giver det dig?
  • Er det et online- eller offline-brand?
  • osv.

Ved at svare på disse spørgsmål bliver du skarpere på, om din idé også holder kommercielt. Det betyder ikke, at din virksomhed aldrig kan gå i en anden retning, men du får en mere stabil retning for det arbejde, du laver i den første tid.

#6: Hold fokus – og hold ud

“Vær bevidst om, hvad dit fokus er. Det hele behøver ikke at være mejslet i sten, men et klart fokus gør det nemmere at starte virksomheden. Det er dit udgangspunkt, så at sige.” Cathrine & Marie-Louise.

Michelle Sass fra Lillero råder iværksættere til at holde fokus på bolden og holde ud, for det tager lang tid og meget hårdt arbejde at opbygge et nyt firma fra idé til eksekvering. Men det er det hele værd.

#7: Find din styrke, drop perfektionismen, og vær villig til at fejle

Find din styrke, tænk over, hvad andre komplimenterer dig for, og hvad de beder om din hjælp til. Er du fx god til at skrive? Er du god til at sælge?

Det, som du godt kan lide at lave, er du som regel også god til. Men der skal stadig være plads til at begå fejl.

“Hvis du stræber efter at være perfekt i alle dine roller, tvinges du ud i kriser, som ingen har glæde af. Det er helt fantastisk at skabe sit eget – en virksomhed, der vokser og udvikler sig. Det er faktisk ikke så forfærdeligt langt fra det at være mor”. Margrethe Sehested.

“Husk dog også at hver opgave er ikke en specialeafhandling. Der skal ikke altid tænkes så meget. Nogle gange skal ideerne bare ud og leve. Det gør også, at du hurtigt får noget erfaring”. Cathrine & Marie-Louise.

“Hvis man ikke tør begå fejl, skal man ikke starte som selvstændig. Det er en del af både rejsen og motoren i ens udvikling.” Mette Skjærbæk.

#8: Brug dit netvæk

De fleste kvinder, jeg har talt med, henter inspiration hos deres venner og familie, når de sidder fast og mangler inspiration. Du kan overveje, om du skal sætte det i sytem og lave en lille netværksgruppe med personer fra din omgangskreds, som du kan dele erfaringer med.

“Du er summen af dem, du omgiver dig med. Derfor er det vigtigt, at du finder nogen, du kan spørge til råds og sparre med, så du holder fokus på den strategiske retning.

Der er kun én kaptajn på skibet, og det er dig. Men der er behov for hjælp undervejs. Man kan umuligt vide alting selv.”

Sådan siger Helle Rosendahl fra Storytelling Akademiet.

Bliv inspireret af andre som har taget vejen før dig.

#9: Hold overblik over økonomien

I sidste ende er det svært at komme udenom, at det kan være økonomien, der bestemmer, om din virksomhed bliver levedygtig eller ej.

Med mindre du har en økonomisk ballast, når du starter, må du i en periode forvente at leve lidt skrabet.

Laura Vilsbæk fra nyibestyrelsen.dk:

“Du giver jo ikke kun afkald på en fast løn. Du giver også afkald på løn under sygdom, barnets første sygedag og ferie med løn. Så det er vigtigt at du overvejer, hvad der er vigtigt for dig i forhold til din økonomi.

Find ud af, hvor meget du skal tjene for at du ikke får ondt i maven. Det er et godt mål at styre efter i starten.

Tag et møde banken!”

#10: Lav en partneraftale

Det sidste råd i denne omgang kommer også fra mig – og det er baseret på mange års erfaring med etablering af virksomheder:

Når du skal lave virksomhed er det vigtigt at have aftalt alt på skrift fra start, også selvom det er med en veninde. Få en advokat til at hjælpe jer med at lave en partneraftale, som også definerer, hvad der skal ske, hvis den ene af jer på et tidspunkt vil ud af virksomheden.

Sørg også for, at I ikke er gode til det samme, men at I supplerer hinanden i stedet. Og lav en arbejdsfordeling ud fra det.

 Hermed nåede vi til vejs ende med de 10 råd. Tag dem med, du kan bruge – og byg dine egne erfaringer ovenpå. Held og lykke med din virksomhed!

Give me your best shot !

Stifter

Kristine Bach

Telefon

Tilbage til toppen

© 2020 · Design af Unseen Studio I/S