Stifter, Roughdiamonds.dk

Maya Bjørnsten

“Rå diamanter er det ældste, vi har på denne jord. Så hvorfor ikke bruge dem, som de er – skabt af Moder Natur?”

I 2007 kom Maya Bjørnstens mand hjem med fra Antwerpen med et par smukke billeder af rå diamanter. Det blev starten på en uendelig fascination af de unikke sten – og en tilværelse med smykkedesign og egen butik i Bredgade. Det lyder som en lyserød drøm for mange, men det er også hårdt arbejde. For som ejer står Maya med alt fra udvikling og design til rengøring og betaling af regninger.

Her får du hendes historie.

Navn: Maya Bjørnsten

Titel: Founder

Alder: 50

Uddannelse: Ingen – Autodidakt

Virksomhed: Roughdiamonds.dk – Fine Jewellery by Maya Bjørnsten

By: København

Jeg er vild med udtrykket i dine smykker og synes, at du har opbygget et skønt univers omkring Rough Diamonds. Hvordan du kom i gang som smykkedesigner?

Jeg er autodidakt smykkedesigner.

Det hele startede i 2007, hvor min mand kom hjem fra Antwerpen med de smukkeste billeder af nogle rå diamanter.

Smykker havde aldrig sagt mig så meget, men disse rå diamanter fangede min opmærksomhed. Derfor begyndte jeg at undersøge markedet og fandt ud af, at der ikke fandtes smykker med rå diamanter i god kvalitet og i den smykkestil, som jeg ønskede mig. Så jeg besluttede mig for at starte op i det helt små.

I starten var det som en bibeskæftigelse, hvor jeg solgte efter mund-til-øre og kørte rundt til potentielle kunder med en lille taske.

Senere fik jeg et lokale i en baggård, hvor jeg mødtes med kunderne efter aftale. Og i september 2014 åbnede jeg mit nuværende hidden boutique-univers i et treetagers baghus i Bredgade. I januar 2020 udvidede jeg med mit eget guldsmedeværksted.

Selv uden nogen form for indsigt i og  kendskab til smykker – og det at drive en forretning – har jeg fra starten af haft et helt klart billede af det udtryk, som jeg gerne ville have frem i mine smykker.

Jeg synes, at der er noget dybskønt over det oprindelige. Men jeg har egentlig aldrig set mig som kunster i anden betydning end min evne til at få livet til at hænge sammen. Jeg er født nysgerrig af 20-årige hippier, så jeg lærte tidligt at se mulighederne i alt det, der som udgangspunkt er skævt, utilpasset og anderledes. Jeg tror, at begæret søger det vanskelige for at bevise, at det kan lade sig gøre.

 

Hvad er succes for dig?

Vi sælger oftest smykker til betydningsfulde begivenheder – og ikke blot til et hurtigt diamant-fix. Så succes for mig er, når jeg hører kundernes historier, når jeg oplever deres glæde og ser, hvor meget deres udvalgte rå diamant og smykket betyder for dem.

Hvad er du mest stolt af?

Jeg er stolt af, at jeg er nået hertil med mit univers – uden nogen uddannelse eller erfaring. Og senest: At jeg har fået min drøm til at gå i opfyldelse ved at få håndværket integreret i butikken.

Hvad har været din største udfordring?

Min største udfordring er, at hver gang jeg finder en sten, så har den en anden form end den, jeg lige har lavet. Så selv om en ring eller en diamant ser enkel ud, når den ligger i vinduet i forretningen, så kommer den jo med de udfordringer, der ligger i  at have med rå sten at gøre. Det har været ved at få mig til at give op mange gange.

Når man arbejder med rå sten, kan man ikke masseproducere eller sætte produktionen i system.

Det har også været svært at komme ind ad døren som ”blondine” uden erfaring og uddannelse. Og så ovenikøbet med et ønske om at vende op og ned på det hele ved at ville anvende diamanterne i deres rå form – og ikke slebne, som vi alle er vokset op med.

Så jeg har kæmpet med at finde diamanthandlere, som ville sælge mig de rå sten. Heldigvis fandt jeg dog vej til nogle af de bedste diamantleverandører, guldsmede og diamantfattere, som med stor forståelse for min uvidenhed har hjulpet mig med at flytte mine egne grænser – men også deres.

Jeg havde også et ønske om, at guldet skulle være mat og banket – og ikke med polerede overflader. Så ja, det var sgu lidt op ad bakke. Og flere har da også erkendt, at de gav mig max et halvt år, da jeg startede op.

Er der noget du ville gøre anderledes, hvis du skulle starte op i dag?

Nej, det tror jeg ikke. Mange omkring mig ville nok synes noget andet, for de mener, jeg skulle have gjort mit brand meget mere kommercielt, eventuelt med investorer indblandet. Og så ville det måske havde været en større penge-forretning i dag.

Men jeg kan godt lide, at jeg selv kan bestemme, hvordan alt skal gøres og se ud.

Jeg har nydt at have en mere organisk udvikling, som samtidig er lidt mere langsom, for det betyder, at jeg har selv har kunnet følge med.

Jeg har haft tid til at udvikle mig i processen og se mig selv i øjnene. Men vigtigst af alt har jeg kunnet være tilstede som mor, også i de år hvor, jeg byggede firmaet op.

Hvordan ser en typisk dag ud for dig?

Det at være selvstændig med butik og at være smykkedesigner lyder som en lyserød drøm for mange. Men det er benhårdt. Jeg håber og ønsker, at det sjove og spændende, såsom at sidde og nørde med mine små rå diamanter, kan få lov at fylde meget mere en dag end det gør lige nu.

Som selvstændig har jeg selv ansvaret for det hele. Så man skal sørge for alt – lige fra at gøre rent og pudse vinduer til at betjene kunder. Oveni det skal jeg stå for udvikling, designe, tænke fremad, markedsføre, lave website, styre og motivere mine ansatte, lave regnskab, betale regninger osv. Listen er lang.

Men på en typisk dag møder jeg ind efter en morgentraver eller løbetur. Og her starter jeg dagen med at skabe et overblik over arbejdsopgaverne og de igangværende kunder. Nogle dage samler jeg kollektionsposer til værkstedet. Jeg betjener typisk lidt kunder, enten via butikken eller udenlandske via mail. Og så er der altid nogle praktiske opgaver at varetage.

De fleste dage har jeg også lidt aftenarbejde.

Du har den smukkeste butik og værksted. Hvor meget betyder rammerne for dig og din kreativitet?

Rammerne betyder alt for mig – både hvad angår mit velbefindende og min kreativitet. Jeg er også perfektionist og kræver, at alt står superskarpt, krydret med skæve ideer. Alt er bygget op og lavet meget ud fra min egen stil og stemning, så derfor ligner det heller ikke nogen andre smykkebutikker.

Min boutique i Bredgade ligger i det skønneste lille baghus, hvor hele historien om den rå diamant bliver fortalt. Jeg vil gerne opnå, at man ved et beøg hos os kan opleve den autencitet, som smykkerne har. Jeg tror, at når man får øjnene op for diamantens rejse fra jordens indre til butikken i Bredgade, så forstår man, hvorfor mine smykker skaber en stærkere relation mellem mennesker.

For mig handler kærlighed ikke om at ændre folk, men om at elske hinanden som vi er. Det budskab vil jeg gerne have bredt ud.

Bogstaveligt talt er de rå diamanter det ældste, vi har på denne jord. Så hvorfor ikke bruge dem, som de er, skabt af Moder Natur?

Hvad gør du, når du mangler inspiration eller sidder fast?

Inspiration finder jeg i de rå diamanter, da det er dem, der bestemmer de mulige rammer. Det er nærmest magisk, når jeg omhyggeligt udvælger mine sten og ser, hvordan deres naturskabte form, farve og glød udtrykker sig bedst muligt i mit videre design.

Jeg har via mit unikke netværk fået mulighed for at håndplukke de rå diamanter, inden de sendes videre til slibning. Det er uhyre vigtigt, fordi diamanter findes i så mange forskellige nuancer og former.

Alle mine smykker er one-of-a-kind pieces, og de er formet præcist til hver enkel sten. Derfor kan jeg heller ikke arbejde i kollektioner, for det er Moder Natur, der bestemmer, hvad der kan laves næste gang.

Mangler jeg inspiration, så sætter jeg tid af til at være sammen med mine løse, rå diamanter.

Har du måttet opgive noget for at være selvstændig?

Jeg har været heldig, fordi jeg kunne starte langsomt op uden at være presset af at skulle tjene en bestemt mængde penge. Derfor kunne jeg også prioritere at nyde livet med mine børn, mens de var små.

Da jeg åbnede min fysiske butik i 2014, var det også med mig selv og familien som førsteprioritet. Så jeg havde kun åbent nogle få af ugens dage.

Hen ad vejen har jeg måttet udvide mine åbningstider, men i takt med, at jeg fik hjælp af gennem ansættelser.

Men jeg må også være ærlig og sige, at de sidste fire år har haft betydning for mit privatliv, fordi jeg har arbejdet stort set alle lørdage. Og jeg har fået flere lange dage, hvor jeg først er hjemme ved 19-tiden.

Hvem bliver du inspireret af – professionelt og personligt?

Først og fremmest er det de rå diamanter, der inspirerer mig.

Min filosofi er, at stenen skal spille hovedrollen i designet. Så hver sten bliver nøje udvalgt og sammensat med materialerne gulguld, rosaguld eller hvidguld.

En af mine store inspirationskilder er Bob Marley, som har skrevet et digt, der handler om at acceptere sine kære, som de er – i al deres skønhed og uperfekthed. Skønheden og det oprindelige i de rå diamanter er også det, der har ledt frem til Roughdiamonds.dk’s hovedbudskab med smykkerne, som er:

“Love it like it is”

Dernæst bliver jeg inspireret af mine kunder og deres historier.

Mange af mine kunder har en ting til fælles: De har ledt og ledt efter et smykke, som de kan relatere sig selv til. Et smykke som taler til hjertet, som skiller sig ud, og som ikke er et typisk bling-bling smykke. De leder efter et smykke, de både kan bruge til gallekjolen og i et par joggingbukser.

Autentiske, unikke smykker, der har en historie.

Mine kunder vil have mindre bling-bling og færre masseproducerede smykker. Nu skal smykkerne repræsentere en ægthed og en værdi, der passer til personen, der skal bære det. Alt dette er min inspiration og mit drive.

Hvilket råd vil du gerne give til andre, der gerne vil starte som selvstændige?

Tro på dig selv, hvis du har en god ide. Og husk, at du skal have dig selv med i processen.

Hvilke sociale medier bruger du – og hvordan?

Jeg bruger Facebook og Instagram. Jeg laver ca. 2-4 ugentlige posts.

Diamonds are forever

Website:

www.roughdiamonds.dk

Instagram:

@roughdiamonds.dk

Kontakt:

info@roughdiamonds.dk

Stifter

Kristine Bach

Telefon

Tilbage til toppen

© 2020 · Design af Unseen Studio I/S